VEDTÆGTER FOR BIRKEMOSE GOLF CLUB
- 1 – Navn og hjemsted
Klubbens navn er Birkemose Golf Club. Klubben er stiftet den 20. september 2001.
Klubben har hjemsted i Kolding Kommune. Golfklubben skal være medlem af Dansk Golf Union (herefter DGU) under Danmarks Idræts-Forbund og er underlagt disses love og bestemmelser.
- 2 – Formål
Det er klubbens formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben, at udbrede kendskabet til golfsporten samt søge samarbejde med andre golfklubber til fremme og fælles udøvelse af golf.
Klubben skal i henhold til samarbejdsaftale med Birkemose Golfcenter A/S, der giver klubben brugsret til golfanlæg, organisere de dertil hørende idrætslige aktiviteter, således at klubbens medlemmer kan udøve golfspillet under de bedst mulige forhold.
- 3 – Medlemskab
Kun fysiske personer kan optages som medlemmer.
Klubben har minimum følgende medlemskategorier:
- Aktive juniorer (til og med det kalenderår, man fylder 18 år)
- Aktive ynglinge (til og med det kalenderår, man fylder 25 år)
- Aktive seniorer
- Passive uden spilleret
Bestyrelsen kan i overensstemmelse med DGU´s vedtægter og de af DGU fastsatte bestemmelser om optagelses- og medlemsvilkår fastsætte bestemmelser om udøvelsen af spilleret for medlemskategorierne, om andre medlemskategorier samt om konkrete tilbud for golfspillere.
Medlemmerne er forpligtet til at overholde golfklubbens vedtægter og leve op til klubbens formålsbestemmelse.
- 4 – Indmeldelse
Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsen underskrives af forældre eller værge.
Bestyrelsen kan af kapacitetshensyn begrænse tilgangen af medlemmer. I så fald føres en tidsprioriteret vente-liste. Tilflyttere til Kolding Kommune, der er medlemmer af en klub under DGU og som har handicap under 48, er berettiget til optagelsen udenom venteliste. Tilsvarende er ægtefæller eller samlevende til medlemmer af klub-ben.
- 5 – Udmeldelse
Medlemskab er bindende for et kalenderår ad gangen. Udmeldelse kan kun ske skriftligt senest den 31. december for det efterfølgende kalenderår.
Ændring i medlemskategori i nedadgående retning kan kun ske skriftligt senest den 31. december for det efterfølgende kalenderår. Ændring i medlemskategori i opadgående retning kan ske på hvilket som helst tidspunkt, mod betaling af differencen i medlemskontingent, forholdsvist.
- 6 – Kontingent og indskud
Kontingent fastsættes af generalforsamlingen efter bestyrelsens indstilling.
Ved optagelse i klubben betaler medlemmer et af bestyrelsen fastsat indskud. De af medlemmerne betalte indskud tilbagebetales ikke ved ophør af medlemskab.
Juniorer betaler ikke indskud. Ved overgang fra junior til yngling betales 1/3 indskud og ved overgang fra yngling til voksen betales yderligere 2/3 indskud.
Kontingent forfalder til betaling den 1. april.
Seniormedlemmer med fuld spilleret kan ved skriftlig meddelelse til klubbens sekretariat senest den 1. december vælge at betale det følgende års kontingent i 2 rater, således at der pr. 1. januar betales halvdelen af det forrige års kontingent og pr. 1. juli betales den resterende halvdel samt eventuel vedtagen regulering af kontingentet.
- 7 – Restance
Kontingentrestance ud over 1 måned fra forfaldsdatoen medfører inddragelse af spilleret og evt. efterfølgende eksklusion, med mindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra. Inddragelse af spilleret og eksklusion fritager ikke for pligten til betaling af kontingent.
Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen og evt. indskud er betalt af den ekskluderede.
Ved første og efterfølgende rykkerskrivelse tillægges gebyr iht. lovgivningens regler herom, ligesom restancer kan inddrives ved inkasso.
- 8 – Ordinær generalforsamling
Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.
Ordinær generalforsamling afholdes i Kolding Kommune hvert år inden udgangen af marts måned.
Indkaldelse skal ske ved elektronisk kommunikation (e-mail), annoncering i klubhus eller ved almindelig skrivelse med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden, indkomne forslag fra bestyrelsen og medlemmerne samt revideret regnskab.
Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 1. februar.
Alle foreningens medlemmer samt hvem bestyrelsen måtte indbyde har adgang til generalforsamling. Alle aktive medlemmer, som ikke er i kontingentrestance og som ifølge dansk lov er personligt myndige, har stemmeret med hver én stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
- 9 – Dagsorden til ordinær generalforsamling
Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
- Valg af dirigent
- Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
- Forelæggelse af forslag til budget og medlemskontingenter
- Forslag fra bestyrelsen
- Forslag fra medlemmerne
- Valg af bestyrelsesmedlemmer jf. § 12
- Valg af suppleant til bestyrelsen jf. § 12
- Valg af ekstern revisor
- Eventuelt
- 10 – Generalforsamlingens ledelse m.m.
Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen valgt dirigent, der ikke er medlem af bestyrelsen.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræver vedtagelse af vedtægtsændringer, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for.
Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt et stemmeberettiget medlem forlanger det.
Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor jf. dagsordenens pkt. 7, 8 og 9 skal der i tilfælde af flere kandidater end ledige poster anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode: Valg sker ved simpelt stemmeflertal og der stemmes for samtlige de ledige poster indenfor hver af dagsordenens pkt. 7, 8 og 9. Hvert stemmeberettiget medlem kan afgive én stemme. Ved stemmelighed og såfremt der stadig er ubesatte poster, skal omvalg mellem de kandidater, der har lige stemmetal, straks afholdes efter samme bestemmelse.
Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af diri-genten.
- 11 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/3 af de stemme-berettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.
Beslutninger træffes som angivet i § 10.
Der udfærdiges et referat over den ekstraordinære generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
- 12 – Bestyrelsens sammensætning
Bestyrelsen består af 5 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet der årligt afgår 2 og 3 medlemmer efter anciennitet og således at 2 afgår i lige år og 3 i ulige år. Der vælges for et år ad gangen en suppleant til bestyrelsen. Genvalg kan finde sted.
Ethvert stemmeberettiget medlem, der ikke er ejer eller leder af Birkemose Golfcenter A/S, er valgbart til bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer, dog således, at et medlem kun kan varetage en post i bestyrelsen. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
I tilfælde af vakance i bestyrelsen supplerer bestyrelsen sig selv indtil næste generalforsamling.
- 13 – Bestyrelsens kompetence
Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer med bindende virkning beslutning i klubbens anliggender.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede.
Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpelt stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen fastsætter de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og opretholdelse af orden inden for klubbens område.
Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for, herunder baneudvalg, turneringsudvalg, handicapudvalg, eliteudvalg og begynderudvalg.
Bestyrelsen udpeger udvalgsformændene. Bestyrelsen skal godkende udvalgenes øvrige medlemmer.
Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinier for udvalgsarbejdet.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
Medlemmer, der opfylder betingelserne for medlemskab som aktiv junior, sikres medindflydelse i klubbens anlig-gender gennem et særligt udvalg til varetagelse af juniorernes interesse (juniorudvalget). Juniorerne har kun medindflydelse på områder, der vedrører juniorernes arbejde i klubben.
- 14 – Tegning og hæftelse
Klubben tegnes af formanden eller næstformanden samt yderligere ét bestyrelsesmedlem.
Optagelse af lån samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver godkendelse af generalforsamlingen.
Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.
For de af bestyrelsen indgåede forpligtelser på klubbens vegne hæfter alene klubbens formue.
- 15 – Regnskab
Klubbens regnskabsår er fra 1. januar til 31. december.
Det reviderede regnskab udsendes til samtlige medlemmer samtidig med indkaldelsen til den ordinære general-forsamling jf. § 8.
- 16 – Særlige bestemmelser i relation til DGU
For golfspillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte Lokale Regler.
Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions handicapsystem, og tildeling af handicapslag i handicapturneringer og -matcher sker i henhold til det af DGU fastsatte slope-system.
Klubben respekterer DGU’s retningslinier for DGU- og NGU introduktionskort.
- 17 – Disciplinær straf
Opfylder et medlem ikke sine medlemsforpligtelser, kan bestyrelsen efter forudgående høring af medlemmet straffe vedkommende med advarsel, karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med inddragelse af spilleret eller eksklusion fra klubben.
Bestyrelsen kan midlertidigt inddrage et medlems spilleret eller medlemmet kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for klubben.
Bestyrelsens afgørelse om eksklusion kan af medlemmet kræves forelagt og afgjort på førstkommende gene-ralforsamling. Indbringelse for generalforsamlingen har dog ikke opsættende virkning.
Alle afgørelser kan af medlemmet endvidere kræves indbragt for DGU´s Amatør- og Ordensudvalg inden 4 uger efter, at forholdet er begået eller at parten er blevet bekendt med den afgørelse, der indbringes for Amatør- og Ordensudvalget.
- 18 – Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær ge-neralforsamling.
Til beslutning om klubbens opløsning kræves, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er til stede, og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Såfremt 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første gene-ralforsamling. Forslaget kan her vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.
I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget som beskrevet, træffer generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afviklingen af klubbens formue-forhold. Eventuelt overskud ved afviklingen tilfalder DGU.
– – –
Senest revideret og vedtaget på ordinær generalforsamling den 21. juni 2021.
Som dirigent: Som bestyrelse: