Banebrydende: Birkemose Golf Club vil hjælpe 19 udfordrede ledige i job

Birkemose Golf Club vil i samarbejde med sit netværk hjælpe 19 udfordrede ledige tilbage på arbejdsmarkedet. Klubbens leder, Claus Valter, er tovholder og forklarer, at det ligger i klubbens ånd at hjælpe.
Kolding: I Birkemose Golf Club handler hverdagen om meget mere end at bruge færrest slag på at få golfbolden i hul. Klubben tager også et stort socialt ansvar. – Vi er i fuld gang med et nyt banebrydende projekt. Det hedder “19 i 19” og har som mål i år at hjælpe mindst 19 borgere, der har udfordringer udover ledighed med at få fodfæste på arbejdsmarkedet, fortæller Claus Valter. Han er daglig leder af golfklubben og tovholder på projektet. Hvordan kan det være, at en golfklub kaster sig over den opgave? – Det ligger i vores ånd. Vi har et helt specielt miljø og et fællesskab uden lige. Derfor er det nærliggende, at vi også er bindeled mellem jobcentret og alle de kontakter, vi har til omverdenen. Vi arbejder sammen med 150 virksomheder. Og så har vi en stor rummelighed i og omkring golfklubben. Herude er der plads til alle, uanset om du er lidt ked af det, eller har svært ved at stå op om morgenen. Mange mennesker, der henvises fra jobcenter, er guld værd. De har bare haft det svært i forskellige henseender. Har vi en mulighed for at hjælpe, så er vi også forpligtede til at gøre det.

 
Begyndte for tre år siden

Birkemose Golf Club, der er en social økonomisk virksomhed, begyndte for alvor at tage socialt ansvar for tre år siden, da klubben tog de første EGU-elever ind. EGU-elever er unge under 30 år, der ikke umiddelbart kan gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse. Lige nu er golfklubben i gang med at hjælpe otte borgere med forskellige udfordringer ind på arbejdsmarkedet. – Med projektet 19 i 19 kommer deltagerne først ud i golfklubben. Her er plads til alle, uanset om de vil arbejde med deres hænder udendørs eller sidde bag en computer, og alle er gode til noget. Når de har været her, kanaliserer vi dem videre til virksomhederne i vores netværk. Virksomhederne kan også komme med opgaver, de gerne vil have løst, som vi kan formidle videre til jobcentret, som vi har et fantastisk samarbejde med, forklarer Claus Valter.
 
På den politiske dagsorden
 
Birkemose Golf Club har søgt om 150.000 kroner fra Kolding Kommunes socialøkonomiske udviklingspulje til projektet 19 i 19. – Vi søger pengene, fordi de ansatte skal bruge mange timer på mentorforløb, opfølgning og samtaler, og så er der det menneskelige aspekt omkring det hele, som vi også skal sætte tid af til, forklarer han. Erfaringerne fra projektet skal samles, så de kan bruges til udvikling og afprøvning af et koncept, der kan bruges på andre områder og af andre virksomheder. Det er ikke kun de nye medarbejdere, der hjælpes ind på arbejdsmarkedet, der glæder sig over initiativet. – Som arbejdsplads giver det fællesskab og stolthed, når vi oplever, at de nye folk, vi tager ind, bliver mere glade, kan lide at komme på arbejde og har succesoplevelser, forklarer Claus Valter. Det er udvalget for socialøkonomi, handicap og hjælpemidler, der skal sige ja eller nej til golfklubbens ansøgning på sit møde onsdag formiddag. Udvalgsformand Benny Dall (EL) fortæller, at udvalget har besøgt golfklubben. – Golfklubben er meget professionel, når den tager det sociale ansvar, siger han. Det er forvaltningens anbefaling, at udvalget siger ja til afsøgningen.